november 2025
Six Things Called Digital Transformation, and Why Boards Fund the Wrong One
En klassifikation af transformationstyper, de kategorifejl, der får programmer til at mislykkes, og en nøgle til at afgøre, hvilken type man befinder sig i.
Resumé
»Digital transformation« bruges af bestyrelser, leverandører og regeringer, som om det betegnede ét forehavende. Vi argumenterer for, at det betegner mindst seks, med forskellige forandringsgenstande, forskellig økonomi, forskellige tidshorisonter og forskellige måder at mislykkes på, og at en stor del af programfiaskoerne ikke skyldes dårlig udførelse, men kategorifejl: en transformation af én type, der finansieres, styres og måles, som om den var en anden. Vi hos Nashua skelner mellem digitalisering af optegnelser, automatisering af processer, skift af kanaler, ændring af forretningsmodel, opbygning af en platform og overgangen til datadrevne beslutninger. For hver type udleder vi det styringsregime, der passer til den, og den fejlsignatur, der viser sig, når én type styres som en anden, og vi giver en klassifikationsnøgle, der placerer ethvert program i en type, sammen med en regel til at dekomponere dem, der reelt er blandede. Analysen løser en nederlandsk gåde: Nederlandene ligger nær toppen af de europæiske digitale indekser, mens landets store transformationsprogrammer bliver ved med at mislykkes for åben skærm. Styrke i de tre første typer skjuler svaghed i de tre sidste, og de offentlige programmer, der mislykkes, er som regel hybrider, der styres som den forkerte type. Dette er konceptuel forskning, og vi afslutter med, hvordan den kan efterprøves.
Nøgleord: digital transformation; forretningsmodel; digitalisering; procesautomatisering; platforme; datadrevet beslutningstagning; programstyring; kategorifejl; Nederlandene; klassifikation
1. Indledning
Ved digital transformation forstår vi, indtil videre, hvad end en organisation forstår ved det, når den annoncerer et program under det navn. Det er netop det problem, denne artikel tager fat på. Udtrykket er blevet hæftet på scanning af papirarkiver, på udskiftning af et callcenter med en app, på omdannelsen af en producent til en abonnementstjeneste og på opbygningen af en markedsplads, der sælger andre virksomheders varer. Dette er ikke varianter af ét forehavende. De ændrer forskellige ting, koster penge i forskellige former, giver værdi efter forskellige kalendere og kan rulles tilbage i meget forskellig grad. En bestyrelse, der finansierer dem under én etiket, vil efter vores opfattelse styre de fleste af dem forkert, og de fiaskoer, der følger, vil ligne udførelsesfiaskoer, når de i virkeligheden er klassifikationsfiaskoer.
Praktikerlitteraturen giver gåden dens brod. Undersøgelser fra konsulenthuse og handelshøjskoler har i et årti rapporteret, at de fleste transformationsprogrammer ikke når deres mål, idet andelen, der siges at lykkes, sjældent overstiger en tredjedel (Westerman, Bonnet & McAfee, 2014; Kane et al., 2015), og at store it-projekter har en tyk hale af overskridelser, som gennemsnit skjuler (Flyvbjerg & Budzier, 2011). Den akademiske litteratur har svaret med definitioner, rammeværker og forskningsdagsordener (Matt, Hess & Benlian, 2015; Hess et al., 2016; Vial, 2019; Verhoef et al., 2021), som næsten alle behandler digital transformation som ét fænomen med dimensioner snarere end som flere fænomener, der deler et navn. Vi mener, at den anden læsning forklarer mere.
Nederlandene skærper gåden yderligere. Landet ligger blandt de førende europæiske økonomier i Kommissionens Digital Economy and Society Index, med næsten universel konnektivitet, høje digitale kompetencer og en offentlig sektor, der tidligt flyttede sine borgerservices online. Samtidig er landets store offentlige ikt-programmer mislykkedes så ofte og så synligt, at parlamentet iværksatte en undersøgelse af dem (Tweede Kamer, 2014) og nedsatte et stående rådgivende organ til at vurdere dem før og under udførelsen. Et land, der er fremragende til det digitale og dårligt til transformation, er ikke en selvmodsigelse, hvis »digital« og »transformation« i praksis er forskellige slags arbejde.
Denne artikel stiller ét spørgsmål: hvilke adskilte forehavender betegner »digital transformation«, og hvad sker der, når et af dem finansieres, styres og måles som et andet? Vores svar er en klassifikation med seks typer (afsnit 3), en teori om kategorifejl, der forudsiger, hvordan programmer mislykkes, når typer forveksles (afsnit 5), en klassifikationsnøgle og en dekomponeringsregel (afsnit 6), en læsning af den nederlandske erfaring gennem klassifikationen (afsnit 7) og en konstrueret case (afsnit 8). Afsnit 10 udleder, hvad bestyrelser og programledere bør gøre anderledes; afsnit 12 angiver argumentets grænser, og hvordan det kan efterprøves.
Tre ting, som artiklen ikke hævder, bør siges fra begyndelsen. Den hævder ikke, at seks er det sande antal; den hævder, at antallet er større end ét, og at disse seks er tilstrækkeligt forskellige til at kræve forskellig styring. Den hævder ikke, at programmer aldrig reelt er blandede; den hævder, at blandede programmer skal dekomponeres, ikke udjævnes til et gennemsnit. Og den hævder ikke, at klassifikation alene får programmer til at lykkes; den hævder, at fejlklassifikation pålideligt får dem til at mislykkes, hvilket er en anden og mere forsvarlig påstand.
2. Baggrund
2.1 Ét navn, mange definitioner
Forskningslitteraturen om digital transformation er vokset hurtigt og har ikke konvergeret mod én definition. Vials (2019) gennemgang af 282 værker fandt treogtyve forskellige definitioner og foreslog en syntese: »en proces, der sigter mod at forbedre en enhed ved at udløse væsentlige ændringer i dens egenskaber gennem kombinationer af informations-, computer-, kommunikations- og konnektivitetsteknologier.« Syntesen er bevidst bred. Den dækker enhedens processer, dens produkter, dens forretningsmodel og dens organisation, og den siger intet om, hvilken af disse der ændres i et givet tilfælde. Verhoef et al. (2021) foreslog tre stadier, digitisering, digitalisering og digital transformation, i stigende ambitionsorden, hvor kun det sidste indebærer en ny forretningsmodel. Hess et al. (2016) tilbød bestyrelser fire dimensioner, langs hvilke en strategi kan formuleres: brug af teknologier, ændringer i værdiskabelse, strukturelle ændringer og finansielle aspekter. Matt, Hess og Benlian (2015) argumenterede for, at en transformationsstrategi skal adskilles fra en it-strategi, fordi den vedrører produkter, processer og organisation, ikke systemer.
Disse bidrag er omhyggelige, og den klassifikation, der foreslås her, er forenelig med dem. Det, de har til fælles, og det, vi afviger fra, er antagelsen om én underliggende genstand med flere dimensioner eller flere stadier. En dimension kan skrues op og ned; et stadie nås efter det foregående. Ingen af de to indramninger gør det muligt at sige, at to programmer kaldet digital transformation ganske enkelt er forskellige slags ting, der tilfældigvis deler en etiket, med den konsekvens, at den styring, der passer til det ene, ikke passer til det andet. Det er denne artikels påstand.
2.2 Ældre sondringer, som etiketten har udvisket
Flere af de sondringer, vi har brug for, blev trukket for årtier siden og er blevet udjævnet af det nyere ordforråd. Zuboff (1988) adskilte informationsteknologiens evne til at automatisere, altså erstatte menneskelig indsats i en proces, fra dens evne til at informatisere, altså generere information om processen, som ændrer, hvad folk ved og beslutter. De to havde forskellige organisatoriske konsekvenser og krævede forskellig ledelse; de er, i denne artikels termer, forskellige typer. Hammer (1990) insisterede på, at automatisering af en eksisterende proces og redesign af den var modsatrettede forehavender, og at de fleste »automatiseringsprojekter« asfalterede kostier. Brynjolfsson og Hitt (2000) viste, at afkastet af it-investeringer i høj grad kom fra komplementær organisatorisk forandring, således at de samme teknologiudgifter gav forskellige resultater afhængigt af, hvad virksomheden ellers ændrede; komplementet, ikke computeren, afgjorde typen. Vandermerwe og Rada (1988) gav servitisering, en produktvirksomheds bevægelse ind i services og resultater, navn som en forretningsmodelændring, der er adskilt fra enhver teknologi, der muliggjorde den. Rochet og Tirole (2003) samt Parker, Van Alstyne og Choudary (2016) fastslog, at platforme har deres egen økonomi, tosidet og netværksdrevet, som en pipelinevirksomhed ikke opnår ved at tilføje en hjemmeside. Bharadwaj et al. (2013) argumenterede for, at digital forretningsstrategi var blevet uadskillelig fra forretningsstrategi, hvilket er sandt for nogle af vores typer og falsk for andre.
Hver af disse sondringer svarer til en grænse mellem typer i afsnit 3. Denne artikels bidrag er ikke sondringerne selv, men observationen af, at etiketten »digital transformation« lader programmer krydse dem, uden at nogen bemærker det, og argumentet for, at det at krydse dem ubemærket er en specifik og forudsigelig årsag til fiasko.
2.3 Den nederlandske erfaring
Den nederlandske parlamentariske undersøgelse af statslige ikt-projekter (Tweede Kamer, 2014) fandt, at staten havde utilstrækkelig kontrol over sine ikt-projekter, at ambitioner blev fastsat uden hensyn til gennemførlighed, at styringen var svag, og at ekspertisen til at bedømme forslag manglede. Dens anbefaling om at oprette et uafhængigt vurderingsorgan førte til det, der i dag er Adviescollege ICT-toetsing, som offentliggør sine vurderinger af store offentlige programmer. Disse vurderinger er, til denne artikels formål, et værdifuldt arkiv: de beskriver, offentligt og i en vis detaljegrad, programmer, der blev undfanget som én slags ting og styret som en anden. Afsnit 7 læser flere af dem gennem klassifikationen, og afsnit 12 foreslår at kode hele arkivet som den første empiriske efterprøvning af argumentet.
3. Seks forehavender
Vi karakteriserer hver type ved seks egenskaber: den genstand, den ændrer; det sted i organisationen, hvor forandringen sker; investeringens form, og hvornår værdien opstår; dens reversibilitet; dens primære risiko; og den naturlige ejer, der legitimt kan beslutte den. Tabel 1 opsummerer; teksten giver ræsonnementet. Typerne er ordnet nogenlunde efter, hvor langt de rækker fra organisationens eksisterende identitet, men rækkefølgen er ikke en sekvens, og senere typer forudsætter ikke tidligere, en pointe, vi vender tilbage til i afsnit 5.
Tabel 1. De seks forehavender, der kaldes digital transformation, karakteriseret ved, hvad de ændrer, og hvordan de opfører sig som investeringer.
| Type | Ændret genstand | Sted | Investering og værdi | Reversibilitet | Primær risiko | Naturlig ejer |
|---|---|---|---|---|---|---|
| T1 Digitalisering af optegnelser | Informationens form: papir, tale eller lokale filer bliver til strukturerede data | Back office, arkiver, administration | Omkostningsdrevet; værdi som undgået håndteringsomkostning og senere som datatilgængelighed; lineær med omfang | Høj | Datakvalitet; omfangsskred ind i T2 | Drift, dokumenthåndtering |
| T2 Procesautomatisering | Processens trin: hvem eller hvad udfører dem, i hvilken rækkefølge | Drift og fælles servicefunktioner | Business case på arbejds- og fejlomkostninger; værdi fra go-live; trinvis proces for proces | Middel | Asfaltering af kostier; skrøbelighed; undtagelser | Procesejer, COO |
| T3 Kanalskift | Hvordan kunder og borgere interagerer; hvilken kanal bærer hvilken kontakt | Front office, kundeservice | Værdi fra adoption, ikke go-live; adoptionskurven afgør | Middel–lav | Kopiering af den gamle proces online; kanalkonflikt; eksklusion | Marketing, kundeservice |
| T4 Forretningsmodelændring | Hvad der sælges, til hvem, og hvordan omsætningen tjenes | Hele virksomheden; ofte en ny enhed | Optionslignende; tab først, værdi betinget af markedets accept | Lav | Markedsafvisning; kannibalisering; den gamle models forsvarere | CEO, bestyrelse |
| T5 Platform eller økosystem | Virksomhedens grænse: tredjeparter skaber eller forbruger værdi gennem den | Virksomhedens grænse | Tosidet; værdi kun over kritisk masse; vinderen-tager-det-meste-dynamik | Meget lav | Manglende opnåelse af kritisk masse; styring af deltagere | CEO, bestyrelse; en særskilt P&L |
| T6 Datadrevet beslutningstagning | Hvordan beslutninger træffes: af hvem, på hvilket grundlag, med hvilken model | Ledelse og professionel dømmekraft | Værdi som forbedrede beslutninger, svær at henføre; kontinuerlig | Høj for værktøjer, lav for kultur | Modeller, der stoles på eller ignoreres; ansvarshuller; regulering | Funktionschefer, CDO |
3.1 T1: Digitalisering af optegnelser
Det første forehavende ændrer informationens form. Papirsager bliver til scannede billeder og dernæst til strukturerede data; telefoniske instrukser bliver til registrerede transaktioner; regneark på lokale drev bliver til felter i et system of record. Intet ved processen eller organisationen behøver at ændre sig. Værdien er af to slags, og den anden er som regel den største: en umiddelbar reduktion af håndteringsomkostninger og en senere tilgængelighed af data for andre forehavender, især T2 og T6, som ikke kan begynde, før optegnelserne findes i en brugbar form.
T1 opfører sig som investering på den mest håndterlige måde af de seks. Omkostningerne skalerer lineært med omfanget; værdien opstår, efterhånden som hver tranche færdiggøres; arbejdet kan stoppes når som helst uden tab af det, der er gjort. Dens risiko er næsten udelukkende datakvalitet: optegnelser, der registreres forkert, er værre end optegnelser, der ikke registreres, fordi man stoler på dem. Dens sekundære risiko er politisk snarere end teknisk: fordi digitalisering er let at starte og let at fremvise, tiltrækker den transformationsetiketten og forventes derefter at levere det, som kun senere typer kan.
3.2 T2: Procesautomatisering
Det andet forehavende ændrer en proces’ trin: hvilke der udføres af mennesker, hvilke af systemer, og i hvilken rækkefølge. Workflowsystemer, straight-through processing, robotbaseret procesautomatisering og det meste af, hvad virksomhedssoftware har solgt i fyrre år, hører hjemme her. Hammers (1990) sondring gælder inden for typen: en proces kan automatiseres, som den er, eller redesignes og derefter automatiseres, og de to har forskelligt afkast, men begge er T2, fordi genstanden er processen.
T2 er den type, business casen blev opfundet til. Arbejds- og fejlomkostninger før og efter kan måles; værdien begynder ved go-live; projekter kan afgrænses proces for proces. Dens karakteristiske fiasko er skrøbelighed: den automatiserede proces håndterer de tilfælde, den blev designet til, og fejler på de undtagelser, som de mennesker, den erstattede, usynligt håndterede. Dens karakteristiske overdrivelse er at blive præsenteret som en transformation af forretningen, når den er en transformation af back office, en pointe, der har betydning, fordi den styring, T2 fortjener, fast omfang, fast budget, levering til tiden og inden for budgettet, er præcis den styring, der ødelægger T4 og T5.
3.3 T3: Kanalskift
Det tredje forehavende ændrer, hvordan organisationen og dens kunder eller borgere mødes: hvilke kontakter flytter fra filial, skranke, post og telefon til web og app, og hvad der sker med de kanaler, der bliver tilbage. Dens genstand er interaktionen, ikke processen bag den, hvilket er grunden til, at en kanal kan skiftes, mens processen forbliver manuel (den onlineformular, der printes ud i et back office), og en proces automatiseres, mens kanalen forbliver fysisk.
T3 adskiller sig fra T2 på én egenskab, der ændrer alt ved dens styring: dens værdi opstår med adoption, ikke med go-live. En kanal, der bygges og ikke bruges, har omkostninger og ingen værdi, og adoption afgøres af kunderne, ikke af programmet. Investeringen kan derfor ikke begrundes med en business case på levering; den skal begrundes med en adoptionskurve, med den usikkerhed, det indebærer. Dens karakteristiske fiasko er at kopiere den gamle interaktion online, så den nye kanal bliver en dårligere udgave af skranken, og dens karakteristiske organisatoriske omkostning er kanalkonflikt, når de gamle kanalers medarbejdere og ledere modsætter sig det volumenskift, som business casen forudsatte.
3.4 T4: Forretningsmodelændring
Det fjerde forehavende ændrer, hvad der sælges, til hvem, og hvordan pengene tjenes. En producent sælger oppetid i stedet for maskiner; et forlag sælger abonnementer i stedet for eksemplarer; en detailhandler sælger gennem sin egen kanal det, den tidligere solgte gennem mellemled. Teknologi er som regel muliggøreren og undertiden udløseren, men genstanden er modellen, og en model kan ændres med lidt teknologi eller forblive uændret efter en hel del af den.
T4 er den type, business casen ikke blev opfundet til. Dens investering er optionslignende: tab først, værdi betinget af, at markedet accepterer det nye tilbud, og accepten kan ikke kendes på forhånd. Dens reversibilitet er lav, fordi den ændrer forpligtelser over for kunder, partnere og medarbejdere, og fordi den gamle model som regel afvikles for at finansiere den nye. Dens karakteristiske risiko er ikke teknisk, men markedsafvisning, og dens karakteristiske interne fjende er den del af organisationen, hvis omsætning den nye model kannibaliserer. Christensens (1997) argument gælder: den eksisterende models forsvarere tager ikke fejl med hensyn til den eksisterende model, hvilket er grunden til, at de vinder interne diskussioner, og grunden til, at T4 så ofte drives som en separat enhed. Dens naturlige ejer er den administrerende direktør og bestyrelsen; ingen under det niveau har mandat til at beslutte, hvad virksomheden sælger.
3.5 T5: Platform eller økosystem
Det femte forehavende ændrer virksomhedens grænse: det bygger noget, hvorigennem tredjeparter skaber værdi for hinanden, med virksomheden som orkestrator snarere end producent. Markedspladser, appbutikker, betalingsordninger og dataudvekslinger er de velkendte former. Virksomheden producerer måske stadig, men dens særlige omsætning kommer fra andres deltagelse.
T5’s økonomi er de tosidede markeders (Rochet & Tirole, 2003; Parker, Van Alstyne & Choudary, 2016) og ligner intet i T1–T4. Værdien er tæt på nul under kritisk masse og stiger stejlt over den; subsidiering af den ene side for at tiltrække den anden er et træk ved modellen, ikke en budgetoverskridelse; vinderen har tendens til at tage det meste af markedet, så det ofte er lidt værd at være nummer to. Dens reversibilitet er den laveste af de seks, fordi en platforms værdi ligger i forpligtelser indgået af deltagere, der ikke er virksomheden. Dens karakteristiske fiasko er at bygge en markedsplads, som om den var en større hjemmeside: et katalog over partnernes produkter uden nogen deltagelsesøkonomi, som aldrig når kritisk masse og stille foldes tilbage ind i virksomhedens egen kanal. Dens naturlige ejer er bestyrelsen, og dens naturlige organisatoriske form er en separat resultatopgørelse, fordi dens tidlige tab ligner fiasko efter ethvert T2-mål.
3.6 T6: Datadrevet beslutningstagning
Det sjette forehavende ændrer, hvordan beslutninger træffes: af hvem, på hvilket grundlag, med hvilken model og med hvilket ansvar. Zuboffs (1988) informatisering er dens forfader; Davenport og Harris’ (2007) competing on analytics er dens praktikerformulering; den nuværende bølge af maskinlæring er dens aktuelle form. Dens genstand er dømmekraft, ikke proces eller kanal, og dens sted er ledelse og professionelt arbejde snarere end drift.
T6 har den mest flygtige værdi af de seks, fordi en bedre beslutning er svær at henføre, og en dårligere let at bebrejde. Dens værktøjer er i høj grad reversible; den kulturelle forandring, der gør, at værktøjerne betyder noget, er det ikke. Dens karakteristiske fiasko er en dataplatform bygget i forventning om, at beslutninger ændrer sig af sig selv, hvilket de ikke gør; dens karakteristiske risiko, som vokser under europæisk regulering, er, at en model træffer en beslutning, som ingen kan forklare eller tage ansvar for. Dens naturlige ejere er cheferne for de funktioner, hvis beslutninger ændres, støttet snarere end ledet af en datafunktion.
3.7 Hvad typerne deler, og hvad de ikke deler
Alle seks bruger informationsteknologi; det er derfor, de deler et navn. Alle seks kan være store, dyre og strategisk vigtige. Ud over det stemmer egenskaberne i tabel 1 ikke overens. Værdien opstår ved go-live for T2, med adoption for T3, med markedets accept for T4, over kritisk masse for T5 og diffust for T6. Reversibiliteten spænder fra høj (T1, T6-værktøjer) til meget lav (T5). Den legitime ejer spænder fra en dokumentansvarlig til bestyrelsen. Ét styringsregime kan ikke være rigtigt for et sæt, der varierer så meget, og afsnit 5 viser, hvad der sker, når ét alligevel anvendes.
Typerne er heller ikke en stige. Det er fristende at læse dem som stadier, som Verhoef et al. (2021) gør, med digitalisering først og forretningsmodelændring sidst. Men en virksomhed kan ændre sin forretningsmodel med papiroptegnelser (mange gjorde det, før computeren), bygge en platform uden at automatisere sit eget back office (flere markedspladser gjorde det) og skifte kanaler uden at røre processen bag dem (de fleste tidlige offentlige portaler gjorde det). Senere typer drager ofte fordel af tidligere; de kræver dem ikke. Fejlen at behandle typerne som en stige er selv en kategorifejl, som diskuteres som stablingsfejlen nedenfor.
4. De seks typers økonomi
Egenskaberne i tabel 1 kan gøres skarpere ved for hver type at spørge, hvordan værdikurven ser ud: hvordan værdien akkumuleres i forhold til penge og tid. Formerne er forskellige nok til, at ét finansieringsinstrument ikke kan passe til dem, og formerne er det, et styringsregime implicit satser på. Figur 1 tegner dem skematisk; teksten forklarer, hvorfor hver har den form, den har, og hvad formen indebærer for, hvordan typen bør finansieres og bedømmes.
4.1 T1 og T2: de former, økonomifunktionen blev bygget til
Digitalisering giver værdi i forhold til omfang, fordi hver tranche af registrerede optegnelser er en tranche af undgåede håndteringsomkostninger og en tranche af data, der gøres tilgængelige. Kurven er en linje, marginalværdien er nogenlunde konstant, og det rigtige spørgsmål ved hver gate er, om den næste tranche er sine omkostninger værd. Procesautomatisering giver værdi som et trin: lidt før go-live, fordi den gamle proces stadig kører fuldt ud, og det meste af gevinsten den dag, den nye overtager. Kurven er et trin, hele investeringen er i fare indtil trinnet, og de rigtige spørgsmål er, om trinnet vil indtræffe på den planlagte dato, og om de gevinster, der er bogført for det, er reelle. Business casen, fasegaten og rapporten om tid og budget blev designet til præcis disse to former, og de tjener dem godt.
4.2 T3: værdien følger adoptionen, og adoptionen følger sit eget ur
Kanalskift giver intet ved lanceringen og alt, efterhånden som kunderne tager kanalen i brug, og adoptionen har sin egen form, den S-kurve, som Rogers (2003) dokumenterede på tværs af innovationer: langsom blandt de første brugere, hurtig gennem midten, langsom igen, når de sene brugere nås. Programmet styrer lanceringen; det styrer ikke kurven, hvis stejlhed afhænger af kanalens relative fordel, dens forenelighed med kundernes eksisterende adfærd, muligheden for at afprøve den og synligheden af andre brugere. To konsekvenser følger for finansieringen. Værdien ved lanceringen er ikke et punkt, men en fordeling, og business casen bør skrives som en sådan, med adoptionsantagelsen navngivet og dens følsomhed vist. Og de gamle kanalers omkostninger falder ikke ved lanceringen; de falder, hvis virksomheden tillader det, når volumenet er skiftet, hvilket betyder, at T3’s gevinster realiseres gennem en beslutning truffet et år efter go-live, som regel af en anden leder, og som regel ikke truffet.
4.3 T4: en option og derfor et tabsbudget
Forretningsmodelændring har en options afkastprofil: en præmie betalt på forhånd, i form af tabene ved at lancere et tilbud, markedet endnu ikke har accepteret, og et afkast, der er stort, hvis markedet accepterer, og lille eller negativt, hvis det ikke gør. Det rigtige instrument er det, der er udviklet til investering under usikkerhed (Dixit & Pindyck, 1994): opdel forpligtelsen i faser, betal for information, før der forpligtes, og værdisæt muligheden for at opgive. I praksis betyder det et tabsbudget snarere end en business case, en markedstest, før omfanget fastlægges, og gates, der spørger »hvad har vi lært« snarere end »er vi på planen«. T2-regimet vender alle tre på hovedet. Det fastlægger omfanget først, fordi business casen har brug for et; det har intet begreb om et tabsbudget, fordi tab er afvigelser; og dets gates spørger til planen. Et T4-program under det er en option, der udnyttes, før informationen ankommer, hvilket er den dyreste måde at holde en på.
4.4 T5: et plateau, en tærskel og tab, der er selve mekanismen
En platforms værdi er tæt på nul under kritisk masse og stiger stejlt over den, fordi hver deltagers værdi afhænger af, hvor mange andre der deltager (Rochet & Tirole, 2003; Evans & Schmalensee, 2016). Plateauet er langt, tærsklen er usikker, og tabene under plateauet er ikke en omkostning ved programmet, men dets mekanisme: subsidiet til den ene side, som bringer den anden side ind. Et regime, der læser plateauet som underlevering og subsidiet som overskridelse, vil skære i begge, hvilket er den mest pålidelige måde at sikre, at kritisk masse aldrig nås. De rigtige instrumenter er en separat resultatopgørelse, så tabene ses som investering, et mål udtrykt i deltagere og transaktioner snarere end i leverancer, og en vilje til på et fastsat tidspunkt at beslutte, at tærsklen ikke vil blive nået, og at stoppe.
4.5 T6: værdi, der driver, og som ikke let kan henføres
Beslutningsforandring giver værdi som en drift: beslutninger forbedres en smule, mange steder, over lang tid, og forbedringen er sammenblandet med alt andet, der ændrede sig. Henførelse er vanskeligheden. En bedre risikovurderingsmodel viser sig i en skadesprocent, der også bevægede sig med vejret, markedet og konkurrencen; en bedre planlægningsmodel viser sig i et udnyttelsestal, der også bevægede sig med efterspørgslen. Det rigtige regime måler beslutningerne, ikke resultaterne: om modellen bruges, om dens anbefalinger følges eller tilsidesættes og hvorfor, om beslutningscyklussen blev kortere. Det er procesmål, ejet af den funktion, hvis beslutninger ændredes, og de er usynlige for et regime, der måler levering og derefter leder efter en gevinst i regnskabet.
4.6 Hvad formerne indebærer
De seks former indebærer seks måder at spørge »går det godt« på, og det spørgsmål, et regime stiller, er det spørgsmål, det er bygget til at besvare. T2-regimet spørger, om trinnet vil indtræffe til tiden. Stillet til en linje er spørgsmålet harmløst. Stillet til en adoptionskurve, en option, et plateau eller en drift giver det det forkerte svar med selvsikkerhed, og afsnit 5 viser de former, det forkerte svar antager.
5. Kategorifejl
5.1 Hver types styringsregime
Hver type har, hævder vi, et styringsregime, der passer til den: en måde at finansiere på, en definition af succes, en beslutningskadence og en placering af myndighed, der svarer til egenskaberne i tabel 1. Tabel 2 angiver dem. Regimerne er ikke eksotiske; hvert af dem er standardpraksis et eller andet sted. Pointen er, at de er forskellige, og at en organisation som regel har ét af dem, det for T2, som sin standard.
Tabel 2. Det styringsregime, der passer til hver type, og fejlsignaturen, når et program af den type styres som T2, de fleste organisationers standardregime.
| Type | Finansiering | Succes er | Myndighed | Signatur, når styret som T2 |
|---|---|---|---|---|
| T1 Optegnelser | Kapacitetsbudget, tranche for tranche | Optegnelser registreret til en kvalitetsstandard | Drift | Mild: omfanget skrider ind i T2; kvalitet ofres for gennemløb |
| T2 Proces | Business case, fast omfang | Til tiden, inden for budget, gevinster ved go-live | Procesejer | Ingen: dette er dens regime |
| T3 Kanal | Faseopdelt efter adoptionsmilepæle | Adoption og skift af volumen | Kundefunktion | Leveret til tiden, ubrugt; gamle kanaler bevaret til fuld pris; gevinster aldrig realiseret |
| T4 Model | Option: fasegates, tabsbudget, markedstest | Markedets accept; omsætning fra den nye model | CEO, bestyrelse | Omfang frosset tidligt; ingen markedstest; målt som en leverance; kannibalisering bekæmpet i styregruppen; ny model lanceret sent og udvandet |
| T5 Platform | Separat P&L, subsidiebudget, mål for kritisk masse | Deltagelse og kritisk masse | Bestyrelse | Tidlige tab læst som fiasko; partnersubsidie skåret væk som »budgetoverskridelse«; kritisk masse aldrig nået; foldet ind i egen kanal |
| T6 Beslutninger | Kontinuerlig, funktionsejet; værktøjer finansieret centralt | Beslutninger ændret; resultater forbedret | Funktionschefer | Platform bygget, beslutninger uændrede; værdi kan ikke henføres; erklæret en succes ved go-live og en fiasko et år senere |
5.2 Fiaskoens mekanisme
En kategorifejl opstår, når et program af type styres efter regimet for type . Fejlen er sjældent bevidst. Den opstår, fordi organisationen har ét regime, den kender, fordi etiketten »digital transformation« giver programmet lov uden at kræve, at dets type navngives, og fordi de mennesker, der godkender programmer, er mere fortrolige med regimet end med typerne. Regimet gør derefter, hvad regimer gør: det finansierer programmet i den forkerte form, måler det mod den forkerte succes, beslutter i den forkerte kadence og placerer myndigheden i de forkerte hænder. Konsekvenserne kan forudsiges ud fra de to typers egenskaber, hvilket er det, der gør dem til signaturer snarere end tilfældigheder.
De mest alvorlige fejl involverer T2-regimet, fordi det er standarden. Styret som T2 leveres et T3-program efter specifikation og bedømmes som en succes ved go-live; seks måneder senere har adoptionskurven ikke rørt sig, de gamle kanaler er stadig bemandede, og de gevinster, der blev bogført under forudsætning af volumenskift, afskrives i stilhed. Et T4-program styret som T2 får sit omfang frosset på det tidspunkt, hvor mindst vides om markedet, måles på levering snarere end accept og forsvares i en styregruppe, hvis medlemmers omsætning det truer; det lanceres sent, udvandet, og rapporteres derefter som havende underpræsteret i forhold til en business case, det aldrig skulle have haft. Et T5-program styret som T2 læser sine egne nødvendige tidlige tab som overskridelse, skærer i det subsidie, der var mekanismen til at nå kritisk masse, og når den aldrig. Et T6-program styret som T2 leverer en dataplatform til tiden og opdager, at ingens beslutninger har ændret sig, fordi ændring af beslutninger aldrig var i scope.
Fejl i den modsatte retning findes og er mere stilfærdige. Et T2-program styret som T4, med et tabsbudget og intet fast omfang, bruger for mange penge på det, der var et afgrænset problem, og kaldes transformation, når det var automatisering; dette er overdrivelsesfejlen, og den har betydning, fordi den opbruger den troværdighed, som senere, ægte T4-programmer får brug for. Et T1-program styret som T6, med en datastrategi og en chief data officer, bygger styring for data, som ingen endnu bruger.
5.3 Stablingsfejlen
En anden familie af fejl behandler typerne som en stige. Stablingsfejlen i den ene retning hævder, at T4–T6 kræver T1–T3 som fundament og udskyder dem derfor, indtil fundamentet er færdigt; da fundamenter aldrig er færdige, udskydes forretningsmodelændringen på ubestemt tid, mens virksomheden digitaliserer. Stablingsfejlen i den anden retning forsøger T5 uden nogen af de driftsmæssige kapabiliteter, der ville gøre det muligt at indfri platformens forpligtelser. Begge fejl kommer af at læse tabel 1 som en sekvens. Den korrekte læsning er, at senere typer bruger tidligere, hvor de findes, og erstatter dem, hvor de ikke gør, og at beslutningen om at bygge fundamentet først er en beslutning om sekvensering under usikkerhed, ikke en lov.
5.4 Hvorfor fejlene består
Tre træk ved organisationer holder kategorifejl på plads. For det første er T2-regimet det, som økonomifunktioner og projektkontorer er bygget til at køre; det er der, skabelonerne, gatene og karriererne er. For det andet afslører navngivningen af et programs type, hvem der må eje det, og ejerskab er omstridt: et T4-program, der navngives som sådan, tilhører den administrerende direktør, hvilket er ubehageligt for den divisionschef, der foreslog det. For det tredje belønnes etiketten selv. Et digitaliseringsprogram kaldet digital transformation finansieres lettere, rapporteres stoltere og gennemgås mindre skarpt end det samme program kaldet digitalisering. Etiketten er i den forstand en licens til at fejlklassificere, og artiklens praktiske anbefaling (afsnit 10) begynder med at trække den tilbage.
5.5 Hvordan kategorifejl ser ud i rapporteringen
Kategorifejl efterlader spor i et programs egen rapportering, før de viser sig i dets resultat, og en bestyrelse, der kender sporene, kan handle et år tidligere. Tabel 3 opregner dem. Fællestrækket er en rapport, der på én gang er grøn og forkert: grøn, fordi den måler det, regimet måler, forkert, fordi regimet måler det forkerte.
Tabel 3. Tidlige spor af kategorifejl i et programs egen rapportering, efter den type, der styres som T2, og det spørgsmål, en bestyrelse bør stille, når den ser hvert af dem.
| Type | Spor i rapporteringen | Spørgsmål at stille |
|---|---|---|
| T3 som T2 | Status grøn gennem hele byggefasen; en lanceringsmilepæl fejres; adoption optræder som ét enkelt tal uden kurve og uden måldato for volumenskift; de gamle kanalers omkostninger er uændrede i prognosen | Hvor stor en andel af volumenet er skiftet, mod hvilken kurve, og hvornår falder den gamle kanals budget? |
| T4 som T2 | Omfang »baselinet« i første kvartal; ingen kunde har set tilbuddet; styregruppen omfatter cheferne for de kanaler, tilbuddet går uden om; gevinster bogført som omsætning i år to uden nogen accepttest | Hvad har markedet fortalt os, og hvem i dette lokale taber, hvis det siger ja? |
| T5 som T2 | »Partneronboarding« rapporteret som antal underskrevne aftaler; tab rapporteret som afvigelse fra en omkostningsplan; en anmodning om at skære i partnerincitamentsbudgettet; platformens trafik rapporteret som virksomhedens egen | Hvor mange deltagere handler med hinanden, hvor langt er der til kritisk masse, og hvad skal subsidiet bruges til? |
| T6 som T2 | Leveringen af dataplatformen rapporteret som programmet; »use cases« opregnet uden navngiven beslutningstager; gevinster udtrykt som »indsigt«; de funktioner, hvis beslutninger skulle ændres, er ikke med i styringen | Hvilke beslutninger er ændret, hvem træffer dem, og hvor ofte tilsidesættes modellen? |
| T2 som T4 | En afgrænset automatisering præsenteret med en transformationsfortælling; et tabsbudget uden nogen markedsusikkerhed til at begrunde det; strategisk sprog omkring en procesændring | Hvad er usikkert her, som en business case ikke kunne afklare? |
6. En klassifikationsnøgle og en dekomponeringsregel
6.1 Nøglen
En klassifikation er kun nyttig, hvis et program kan placeres i den, før det finansieres. Nøglen nedenfor gør det med fem spørgsmål, stillet i rækkefølge; det første »ja« placerer programmet. Spørgsmålene er ordnet fra den mest til den mindst vidtrækkende type, så et program med noget som helst T5- eller T4-indhold identificeres som sådant, før dets T1–T3-indhold lader det passere som rutine.
Q1. Vil tredjeparter skabe eller forbruge værdi gennem det, vi bygger, og afhænger vores omsætning af deres deltagelse? Hvis ja: T5. Programmet har brug for en separat P&L, et mål for kritisk masse og et subsidiebudget og tilhører bestyrelsen.
Q2. Vil vi sælge noget andet, til nogen andre, eller tjene penge anderledes, end vi gør nu? Hvis ja: T4. Programmet har brug for fasegates med et tabsbudget, en markedstest, før omfanget fastlægges, og den administrerende direktør som ejer.
Q3. Vil måden, beslutninger træffes på, ændre sig: hvem beslutter, på hvilket grundlag, med hvilken model? Hvis ja: T6. Programmet tilhører cheferne for de funktioner, hvis beslutninger ændres; dataplatformen er et middel, ikke programmet.
Q4. Vil kunder eller borgere interagere med os gennem en anden kanal, og afhænger vores gevinst af, at de vælger den? Hvis ja: T3. Finansiér efter adoptionsmilepæle; mål succes i skiftet volumen; planlæg de gamle kanalers skæbne eksplicit.
Q5. Vil en proces’ trin ændre sig: hvem eller hvad udfører dem? Hvis ja: T2. Business case-regimet passer. Hvis nej, og programmet kun ændrer optegnelsernes form: T1. Finansiér som kapacitet, mål kvalitet.
Rækkefølgen indkoder et princip: et program styres efter sin mest krævende type. En platform, der også automatiserer et back office, er T5, og automatiseringen er et arbejdsspor inden i den, styret som T2 inden for en T5-ramme. Det omvendte, et T2-program med en »platformsambition« hæftet på for at retfærdiggøre dets budget, bør sendes tilbage, så ambitionen fjernes, eller programmet omklassificeres.
6.2 Dekomponeringsreglen
De fleste store programmer er blandede, og nøglen vil placere et blandet program i dets mest krævende type. Det er korrekt for rammen og forkert for delene. Dekomponeringsreglen lyder: et blandet program opdeles i typede arbejdsspor, hver styret efter sit eget regime, mens rammen styres efter den mest krævende type, der er til stede. Et T4-program med T2- og T1-indhold har tre regimer kørende inden for ét mandat: optegnelsessporet finansieres som kapacitet og måles på kvalitet; processporet har en business case og en go-live; forretningsmodelsporet har et tabsbudget, en markedstest og den administrerende direktørs opmærksomhed. Rammen rapporterer til bestyrelsen på T4-spørgsmålet, markedets accept, og ikke på gennemsnittet af tre uforenelige mål.
Udjævning til et gennemsnit er netop den fiasko, reglen forhindrer. Et program, der er tres procent T2 og fyrre procent T4, rapporteret som ét, vil vise T2-indholdet til tiden og inden for budgettet og T4-indholdet bagud, og gennemsnittet vil se acceptabelt ud, indtil T4-indholdet mislykkes fuldstændigt. Rapporteret separat er T4-arbejdssporets position synlig fra den første gate.
6.3 Hvad nøglen ikke gør
Nøglen placerer et program; den bedømmer det ikke. Et T4-program er ikke bedre end et T1-program; det er mere risikabelt, mindre reversibelt og ejet højere oppe, og det bør kun iværksættes, når virksomheden har brug for at få sin model ændret. Mange organisationer burde gøre T1 og T2 godt og intet andet, og ville være bedre tjent med at kalde det, hvad det er. Nøglens formål er at gøre typen eksplicit, så styringen kan passe til den, ikke at opmuntre til ambition.
7. Den nederlandske gåde
7.1 Fremragende til det digitale, dårlig til transformation
Nederlandene scorer blandt de førende europæiske økonomier på Kommissionens digitale indeks: konnektiviteten er næsten universel, de digitale kompetencer er høje, og den offentlige sektors borgerservices har været online i to årtier, med en national digital identitet, DigiD, i brug siden 2005 og en personlig borgerportal siden 2011. Målt efter T1 og T3, og i stigende grad T2, er dette en digital frontløber.
Det samme land har en offentlig historik med store ikt-programmer, der blev år forsinkede, kostede et multiplum af deres estimater eller blev opgivet, en historik alvorlig nok til at frembringe en parlamentarisk undersøgelse (Tweede Kamer, 2014) og et stående vurderingsorgan, hvis offentliggjorte vurderinger jævnligt finder programmer, hvis omfang, styring og gennemførlighed ikke stemmer overens. Paradokset opløses under klassifikationen. Succeserne er T1, T2 og T3: optegnelser digitaliseret, processer automatiseret, kanaler skiftet, gennemført af organisationer, der kender T2-regimet godt og anvender det på arbejde, der passer til det. Fiaskoerne klynger sig, efter vores læsning, dér, hvor et program i substansen er T4, T5 eller T6, men styres som T2, eller er en hybrid af flere typer rapporteret som én.
7.2 Offentlige programmer som hybrider styret som den forkerte type
Flere af de offentlige programmer, som vurderingsorganet har vurderet, deler en form. En ny lov kræver en ny måde at arbejde på tværs af mange organisationer; arbejdsmåden kræver en fælles digital facilitet, hvorigennem disse organisationer udveksler information; faciliteten specificeres i detaljer, før arbejdsmåden er afprøvet; og programmet styres med fast omfang, faste datoer og en leveringsmilepæl som sin succes. I denne artikels termer er det et T5- eller T6-forehavende, en platform, hvorigennem mange parter deltager, eller en ændring i, hvordan beslutninger på tværs af en kæde træffes, styret som T2. Signaturen i tabel 2 følger: omfang frosset tidligt, ingen test af, om deltagerne vil eller kan deltage, tidlige vanskeligheder læst som leveringsfiasko, og datoer flyttet gentagne gange, mens substansen udvandes. Vi hævder ikke, at klassifikation var den eneste årsag i noget givet program, og vurderingsorganets egne fund nævner andre, men vi bemærker, at det mønster, det gentagne gange beskriver, ambition fastlagt før gennemførlighed, styring, der ikke kan optage læring, er det mønster, kategorifejl forudsiger.
7.3 Private succeser som de krævende typer
Den nederlandske private sektors iøjnefaldende digitale succeser er derimod koncentreret i T4 og T5 og blev styret derefter. Den nationale onlinebetalingsordning iDEAL blev bygget i 2005 af banker, der handlede kollektivt som en platform, ikke som nogen enkelt banks kanal, og nåede kritisk masse, fordi alle sider tilsluttede sig på én gang. En senere peer-to-peer-betalingsapp, lanceret af én bank, blev drevet som et produkt med sit eget adoptionsmål snarere end som en it-leverance, og blev til et verbum. Landets største onlineforhandler byggede en markedsplads, der sælger andre sælgeres varer, et T5-træk fra en T3-base, som en særskilt økonomisk model. Dets bedst kendte teknologieksportør sidder i centrum af et økosystem af leverandører og kunder, der opfører sig som en platform i alt andet end navnet. Ingen af disse blev kaldt digital transformation på det tidspunkt, og hver blev styret som den type, den var.
Kontrasten er artiklens argument i miniature. De organisationer, der lykkedes med T4 og T5, navngav typen, ejede den i toppen, finansierede den som en option eller en platform og målte den på accept eller deltagelse. De organisationer, der mislykkedes, anvendte T2-regimet på arbejde, der ikke var T2. Digital excellence og transformationsfiasko sameksisterer, fordi de er forskellige kompetencer.
7.4 Den private sektors stille T3
Mellem de offentlige fiaskoer og platformssucceserne ligger en stor, udramatisk nederlandsk succes, som klassifikationen også forklarer: det næsten fuldstændige skift af detailbank-, forsikrings- og myndighedskontakt til digitale kanaler, opnået over to årtier uden at blive kaldt transformation. Nederlandske banker lukkede størstedelen af deres filialnet, efterhånden som mobilbank blev standardkanalen for det store flertal af kunderne; skattemyndigheden flyttede indberetningen online og forudfyldte derefter selvangivelsen; kommunerne flyttede tilladelser og registreringer til webformularer. Dette er T3-forehavender, og de blev i hovedsagen styret som T3: lanceret, målt på adoption, med de gamle kanaler reduceret, efterhånden som volumenet skiftede, snarere end på en programdato. Landets høje placering på digitale indekser hviler i høj grad på denne stille kompetence, som er en kompetence i én type.
7.5 Læsning af en vurdering gennem nøglen
For at gøre kodningsprotokollen i bilag A konkret kan man overveje, hvordan en typisk offentlig vurdering læses under nøglen. Programmet implementerer en ny lov, der ændrer, hvordan flere organisationer i en kæde, lad os sige kommuner, en national styrelse og private parter, arbejder sammen, og det bygger en fælles digital facilitet, hvorigennem de udveksler information. Q1 spørger, om tredjeparter skaber eller forbruger værdi gennem det, der bygges, og om programmets succes afhænger af deres deltagelse; for en kædefacilitet er svaret ja, og rammen er T5. Q3 spørger, om måden, beslutninger træffes på, ændrer sig; hvis faciliteten skal gøre det muligt at træffe beslutninger på grundlag af fælles information, der tidligere blev opbevaret hver for sig, er svaret også ja, og der er T6-indhold til stede. Vurderingen beskriver derefter styringen: et fast omfang specificeret i detaljer, en leveringsdato fastsat af lovens ikrafttræden, en styregruppe fra det bestillende ministerium og succes defineret som, at faciliteten virker på den dato. Det er T2-regimet, registreret på alle fire af protokollens egenskaber, og uoverensstemmelsen kodes. Vurderingens egne fund, at deltagernes parathed ikke blev testet, at omfanget ikke kunne optage det, der blev lært, at datoen blev flyttet, og ambitionen indsnævret, sammenlignes derefter med signaturen i tabel 2. Vi har ikke udført denne kodning på arkivet, og afsnit 12 foreslår den; pointen her er, at arkivet indeholder det, protokollen har brug for.
7.6 Hvorfor den offentlige sektor er tilbøjelig til fejlen
Tre træk ved offentlige programmer gør kategorifejl mere sandsynlig dér end i den private sektor, og ingen af dem er inkompetence. Loven fastsætter datoen, så en T2-milepæl pålægges udefra på forehavender, der ikke er T2. Budgetcyklussen kræver, at omfanget og omkostningerne fastlægges ved bevillingen, hvilket er det tidligste og værste tidspunkt for et T4-, T5- eller T6-forehavende. Og der er ingen markedstest til rådighed: en offentlig facilitet kan ikke lanceres til tusind kunder for at se, om den accepteres, fordi dens brugere er forpligtet til at bruge den. De to første kan afbødes ved at bevilge et tabsbudget og en læringsgate snarere end et omfang; den tredje kan afbødes ved at pilotere med frivillige deltagere, før forpligtelsen træder i kraft, hvilket nogle nederlandske programmer har gjort, og hvilket vurderingsorganet gentagne gange har anbefalet.
8. En konstrueret case
Den følgende case er konstrueret, ikke observeret. Den findes for at vise de seks typer og kategorifejlene i ét program, og for at vise, hvordan dekomponeringsreglen skærer det om. Den er ikke en rapport om noget forsikringsselskab, og dens tal er illustrative.
8.1 Programmet som annonceret
Forsikringsselskab V er et mellemstort nederlandsk skadesforsikringsselskab med en direkte kanal, en mæglerkanal og et back office, der behandler skader overvejende på papir og telefon. Dets bestyrelse annoncerer et treårigt digitalt transformationsprogram med ét budget og én styregruppe, ledet af driftsdirektøren, med følgende ambitioner: digitalisere skadesarkivet; automatisere skadesbehandlingen; flytte kundekontakten til en app; lancere et forbrugsbaseret bilforsikringsprodukt prissat på telematik; åbne appen for tredjepartsservices (vejhjælp, værkstedsnetværk) som en markedsplads; og bruge skadesdata til at automatisere risikovurderingsbeslutninger. Programmet begrundes med én samlet business case, hvor gevinsterne domineres af arbejdsbesparelser i skadesbehandlingen og en post for »ny omsætning« fra det forbrugsbaserede produkt og markedspladsen.
8.2 Programmet efter type
Læst gennem nøglen indeholder programmet alle typer. Arkivet er T1. Skadesautomatiseringen er T2. Appen er T3. Det forbrugsbaserede produkt er T4: noget andet sælges, prissat anderledes. Markedspladsen er T5: tredjeparter tjener penge gennem forsikringsselskabets kanal. Automatiseret risikovurdering er T6: en beslutning, der tidligere blev truffet af risikovurderere, træffes nu af en model. Efter ordningsprincippet er rammen T5, og programmet tilhører bestyrelsen, ikke driftsdirektøren.
8.3 Hvad det ene regime gør
Styret som ét T2-program forløber casen, som tabel 2 forudsiger. År et: arkivet og automatiseringen går godt, styregruppen rapporterer grønt, og appen bygges efter specifikation. År to: appen lanceres til tiden, adoptionen er en fjerdedel af business casens antagelse, og kontaktcentret reduceres ikke, fordi volumenet ikke er skiftet; det forbrugsbaserede produkts omfang, frosset i år et, før nogen kunde havde set det, viser sig at prissætte dårligt for de kunder, det tiltrækker, og mæglerkanalens ledere, hvis provision det går uden om, argumenterer med held i styregruppen for en udsættelse; markedspladsen bygges som et katalog af partnerlinks, tiltrækker tre partnere, og dens budget til partnerakkvisition skæres væk som en overskridelse; risikovurderingsmodellen leveres, og risikovurdererne, som ikke var i scope, afslår at bruge den. År tre: programmet rapporteres som tres procent leveret til tiden og inden for budgettet, hvilket er sandt for dets T1- og T2-indhold, og som havende underpræsteret i forhold til sin gevinstcase, hvilket er sandt for alt det andet. En evaluering konkluderer, at udførelsen var svag i de senere faser.
8.4 Programmet dekomponeret
Skåret om efter dekomponeringsreglen bliver de samme ambitioner til seks arbejdsspor under en T5-ramme ejet af bestyrelsen. Arkivet finansieres som kapacitet og måles på kvalitet. Skadesautomatiseringen beholder sin business case. Appen finansieres i faser, der frigives efter adoption, med kontaktcentrets skæbne planlagt som en funktion af skiftet volumen snarere end forudsat. Det forbrugsbaserede produkt får et tabsbudget og en markedstest med tusind kunder, før dets prissætning fastlægges, drives som en enhed uden for mæglerkanalens kommandolinje og rapporterer til den administrerende direktør på accept. Markedspladsen får sin egen resultatopgørelse, et mål for kritisk masse i partnere og transaktioner og et subsidiebudget, der forstås som mekanismen, ikke som en omkostning. Risikovurderingsmodellen ejes af chefen for risikovurdering, med risikovurderernes beslutninger i scope fra begyndelsen og dataplatformen som et middel.
Intet i dekomponeringen får det forbrugsbaserede produkt eller markedspladsen til at lykkes; det afgør markedet. Hvad den gør, er at gøre deres position synlig fra den første gate, forhindre T2-regimet i at kvæle dem og forhindre, at deres vanskeligheder udjævnes ind i et program, der ser acceptabelt ud, indtil det ikke gør.
9. En anden konstrueret case: en kommune og en kæde
Forsikringsselskabets case er privat og blandet. Den anden case er offentlig og viser fejlen i den form, afsnit 7 beskriver. Den er konstrueret, ikke observeret, og er ikke en rapport om nogen kommune eller noget program.
9.1 Programmet som pålagt
En ny national lov ændrer, hvordan ansøgninger om en kategori af tilladelser vurderes: i stedet for at hver kommune vurderer efter sine egne regler, indsender ansøgerne én gang til en national facilitet, som sender ansøgningen videre til kommunen, den regionale myndighed og de relevante nationale styrelser, som vurderer deres dele på grundlag af fælles data og returnerer én samlet afgørelse. Kommune M, med tres tusind indbyggere, skal have sine processer, systemer og medarbejdere klar til lovens ikrafttræden om atten måneder. Ministeriets program bygger den nationale facilitet; hver kommunes program kobler sig på den og tilpasser sin egen arbejdsmåde. M’s byråd godkender et program med et fast budget, en projektleder fra it-afdelingen og succes defineret som »tilkoblet og lovmedholdelig på ikrafttrædelsesdatoen«.
9.2 Programmet efter type
Under nøglen er den nationale facilitet T5: tredjeparter, kommunerne og styrelserne, skaber og forbruger værdi gennem den, og dens værdi afhænger helt af deres deltagelse. Vurderingen på grundlag af fælles data er T6: en beslutning, der tidligere blev truffet af én organisation på dens egne optegnelser, træffes nu i fællesskab på fælles optegnelser. M’s eget program indeholder T2, dets tilladelsesproces ændres, og T3, ansøgerne møder nu kommunen gennem den nationale facilitet snarere end dens egen skranke, og noget T1, dets tilladelsesoptegnelser skal findes i en form, faciliteten kan læse. Den nationale ramme er T5 styret som T2; M’s lokale ramme er T3 styret som T2.
9.3 Hvad der sker
På nationalt niveau viser T5-signaturen sig: facilitetens omfang fastlægges i de første måneder, før nogen kommune har forsøgt at koble sig på; deltagernes parathed forudsættes snarere end testes; ikrafttrædelsesdatoen behandles som leveringsmilepælen og forsvares, indtil det ikke længere kan lade sig gøre, og flyttes derefter; omfanget indsnævres, så faciliteten kan siges at virke på den nye dato, mens de dele, der krævede, at styrelserne ændrede deres beslutninger, udskydes til »en senere release«. På lokalt niveau viser T3-signaturen sig: M er tilkoblet på datoen og rapporterer grønt; ansøgerne, som finder den nationale facilitet uvant og M’s skranke stadig åben, bliver ved med at komme til skranken; M holder sin skranke bemandet, fordi volumenet ikke er skiftet; dets gevinstcase, som forudsatte skrankens reduktion, realiseres ikke; og M’s byråd spørger et år senere, hvorfor det program, der blev rapporteret som en succes, intet har sparet. Den nationale evaluering finder svagheder i styringen og anbefaler stærkere projektkontrol, det vil sige mere T2.
9.4 Programmet dekomponeret
Under dekomponeringsreglen styres den nationale facilitet som T5 fra begyndelsen: et deltagelsesmål, en pilot med frivillige kommuner og styrelser, før forpligtelsen træder i kraft, en trinvis ikrafttræden region for region og en gate, der spørger, hvad piloten lærte os, snarere end om planen holder. Den fælles vurdering på grundlag af fælles data er et T6-arbejdsspor ejet af de vurderende styrelser, med deres beslutningstagere i styringen og faciliteten som et middel. M’s eget program adskiller sit T2-indhold, som beholder sin business case, fra sit T3-indhold, som finansieres efter en adoptionskurve og ledsages af en plan for skranken, der udløses af skiftet volumen snarere end af en dato. Intet af dette ændrer lovens dato. Hvad det ændrer, er, at den nationale facilitet testes af deltagere, før alle forpligtes til at bruge den, at styrelsernes beslutninger er i scope, og at M’s byråd ser adoption snarere end tilkobling som målestokken, og derfor ikke overraskes et år senere.
10. Implikationer
Træk etiketten tilbage. Den første anbefaling er den billigste: finansiér ikke noget, der kaldes digital transformation. Kræv, at forslaget navngiver sin type under nøglen, og finansiér typen. Et forslag, der modsætter sig at navngive sin type, er som regel et T2-program, der søger et T4-budget, eller et T4-program, der søger at undgå bestyrelsesejerskab, og begge bør afvises, indtil de er navngivet.
Tilpas regimet til typen. Økonomifunktioner og projektkontorer bør eksplicit vedligeholde mere end ét regime: business case-regimet for T2, et adoptionsfaseopdelt regime for T3, et optionsregime med tabsbudgetter og markedstests for T4, et platformsregime med separate regnskaber for T5 og et funktionsejet kontinuerligt regime for T6. De fleste organisationer har kun det første. At bygge de andre er en kapabilitetsinvestering, der går forud for enhver ægte transformation.
Ej på det rette niveau. Nøglen tildeler ejerskab, og tildelingen bør håndhæves. Et T4- eller T5-program ejet under den administrerende direktør vil blive besejret af de dele af organisationen, det truer, ikke af ond vilje, men gennem en styregruppes almindelige virke, når disse dele er repræsenteret i den.
Dekomponér og rapportér separat. Blandede programmer opdeles i typede arbejdsspor og rapporteres efter type. Bestyrelsen ser T4- og T5-indholdet på dets egne mål, accept og deltagelse, og ser det ikke udjævnet sammen med T2-indholdets leveringsmål.
Sekvensér under usikkerhed, ikke efter stigen. Fundamenter i T1 og T2 bygges, hvor de krævende typer har brug for dem, og ikke som en forudsætning for at begynde. Spørgsmålet er ikke »er vi klar«, men »hvad skal findes, for at markedstesten er ærlig«, hvilket som regel er mindre, end fundamentsargumentet hævder.
Stil jer tilfreds med T1 og T2, når det er det, der er brug for. Meget af den værdi, de fleste organisationer har adgang til, ligger i optegnelser og processer, og en virksomhed, der gør dem godt og kalder dem, hvad de er, er bedre styret end en, der kalder dem transformation og styrer dem som sådan.
11. Opbygning af repertoiret af regimer
Implikationerne i afsnit 10 forudsætter, at en organisation kan køre det regime, dens program har brug for. De fleste kan ikke. Økonomifunktioner, projektkontorer og bestyrelser har ét regime, T2’s business case-regime, med dets skabeloner, gates, rapportering og karrierer, og de andre regimer skal bygges, før de kan anvendes. Vi tænker på det sæt af regimer, en organisation kan køre, som dens transformationsrepertoire, og vi foreslår, at repertoiret, snarere end teknologibudgettet, er det, der afgør, hvilke typer en organisation kan påtage sig. Tabel 4 opregner, hvad hvert regime har brug for. Listen er praktisk snarere end teoretisk, og den er dér, en bestyrelses opmærksomhed bør rettes hen, før den finansierer et T4- eller T5-program.
Tabel 4. Hvad hvert styringsregime har brug for for at eksistere, og den organisatoriske kapabilitet, det indebærer. En organisations transformationsrepertoire er det sæt af regimer, den faktisk kan køre.
| Regime | Finansieringsinstrument | Rapportering og gates | Mennesker og myndighed |
|---|---|---|---|
| T1 Kapacitet | En stående budgetpost skaleret efter gennemløb; ingen business case pr. tranche | Kvalitetsstikprøver af registrerede optegnelser; gennemløb mod kapacitet | En dokument- eller driftsejer; datakvalitetskompetencer |
| T2 Business case | Godkendt case med fast omfang og gevinster; ændringsstyring | Tidsplan, omkostninger, gevinster ved go-live; RAG-status | Procesejer; projektkontor; gevinstopfølgning efter afslutning |
| T3 Adoptionsfaseopdelt | Finansiering frigivet i faser mod adoptionsmilepæle; et budget til nedtrapning af den gamle kanal | En adoptionskurve med en navngiven antagelse; skiftet volumen; en udløser for reduktion af gamle kanaler | En kundefunktionsejer med myndighed over de gamle kanaler, ikke kun den nye |
| T4 Option | Et tabsbudget med et loft; finansiering af en markedstest, før omfanget fastlægges; en planlagt beslutning om at opgive | Læringsgates: hvad markedet sagde; acceptmål; et go/no-go på evidens | CEO som ejer; en enhed uden for linjen af den omsætning, den truer; tolerance for et synligt tab |
| T5 Platform | En separat P&L; et subsidiebudget forstået som mekanismen; et mål for kritisk masse med en stopdato | Deltagere og transaktioner mellem dem; afstand til kritisk masse; subsidie pr. erhvervet deltager | Bestyrelsen som ejer; en platformsleder med partnermyndighed; disciplinen til at stoppe, hvis tærsklen rykker væk |
| T6 Kontinuerlig | Central finansiering af værktøjer; funktionsejet finansiering af brug; ingen programafslutning | Beslutninger ændret; modelbrug og tilsidesættelsesrater; beslutningscyklustid | Funktionschefer som ejere; en datafunktion i støttende rolle; modelansvar navngivet |
To observationer følger af tabellen. For det første adskiller regimerne sig mest i den myndighed, de kræver, og myndighed er det sværeste at bygge: et T4-regime har brug for en administrerende direktør, der er villig til at eje et tab, og et T5-regime har brug for en bestyrelse, der er villig til at finansiere et subsidie, og ingen skabelon leverer nogen af delene. For det andet forklarer repertoiret, hvorfor organisationer, der er gode til én type, ofte er dårlige til den næste: kompetencen ligger i regimet, og regimet kan ikke overføres. En organisation, der har skiftet sine kanaler fortræffeligt, har bygget T3-regimet, ikke T4-regimet, og dens næste forretningsmodelprogram vil som standard blive kørt som en kanallancering.
12. Begrænsninger og forskningsdagsorden
Dette er konceptuel forskning. Tre begrænsninger følger, hver med en efterprøvning.
For det første er grænserne mellem typerne ikke skarpe. En loyalitetsapp, der ændrer prissætningen efter adfærd, er T3, der glider over i T4; en fælles dataudveksling er T5, der glider over i T6. Nøglen afgør sådanne tilfælde ved ordningsprincippet, men princippet er en konvention. Efterprøvningen er inter-rater-reliabilitet: lad uafhængige kodere anvende nøglen på det samme sæt programbeskrivelser og mål enigheden; hvor enigheden er lav, har grænsen brug for et skarpere spørgsmål.
For det andet er påstanden om, at kategorifejl forårsager fiasko, formuleret som en mekanisme med signaturer, ikke påvist. Efterprøvningen er tilgængelig, fordi det nederlandske vurderingsorgan offentliggør sine vurderinger. En kodningsprotokol ville klassificere hvert vurderet program efter type under nøglen, klassificere det regime, det blev styret efter, ud fra vurderingens beskrivelse af dets finansiering, succesmål og myndighed, og registrere dets resultat. Hypotesen er, at programmer, hvis type og regime stemmer overens, mislykkes i lavere grad end dem, hvor de ikke gør, kontrolleret for størrelse, og at uoverensstemmende programmer viser signaturerne i tabel 2 snarere end generisk overskridelse. Den samme protokol gælder for enhver organisations programportefølje, og bilag A angiver den.
For det tredje er den nederlandske læsning i afsnit 7 fortolkende. De nævnte succeser og fiaskoer er offentlige, men påstanden om, at fiaskoerne var hybrider styret som T2, er vores læsning af vurderingerne, ikke et fund i dem. Kodningsprotokollen ville gøre læsningen til et resultat eller gendrive den.
Ud over disse ville to spørgsmål udvide argumentet. Om typerne har karakteristiske varigheder, så et T4-program planlagt på en T2-tidshorisont tager fejl med en forudsigelig faktor, er åbent og målbart. Og om organisationer kan karakteriseres ved, hvilke regimer de er i stand til at køre, så en virksomheds transformationskapacitet er dens repertoire af regimer snarere end dens teknologi, er en hypotese, vi finder plausibel og ikke har efterprøvet.
13. Konklusion
Digital transformation er ikke ét forehavende. Det er mindst seks, som ændrer forskellige ting, giver værdi efter forskellige kalendere, kan rulles tilbage i forskellig grad og tilhører forskellige ejere. Bestyrelser finansierer den forkerte, ikke ved at vælge dårligt blandt de seks, men ved ikke at vælge: etiketten lukker et program ind uden at kræve, at dets type navngives, og organisationens standardregime, bygget til procesautomatisering, anvendes derefter på arbejde, det ikke passer til. De fiaskoer, der følger, har signaturer, og signaturerne er synlige i den offentlige historik for et land, der er fremragende til de tre første typer og kæmper med de tre sidste.
Vi hos Nashua har foreslået en klassifikation, en nøgle til at anvende den, før et program finansieres, og en regel for dekomponering af programmer, der reelt er blandede. Intet af dette får en forretningsmodelændring eller en platform til at lykkes; det gør markedet. Hvad det gør, er at forhindre et styringsregime i at kvæle dem og forhindre, at deres vanskeligheder udjævnes væk, indtil de er uden for rækkevidde af afhjælpning. Klassifikationen kan efterprøves mod vurderinger, der allerede er offentligt tilgængelige, og vi vil hellere have den efterprøvet end troet på.
Bilag A. Kodningsprotokol til efterprøvning af klassifikationen
Protokollen nedenfor er beregnet til en stikprøve af programvurderinger eller evalueringer efter implementering; det nederlandske vurderingsorgans offentliggjorte vurderinger er den oplagte første stikprøve, og enhver organisations egen portefølje den anden.
Enhed. Ét program, som defineret ved dets mandat ved godkendelsen. Programmer, hvis omfang blev ændret, kodes ved det oprindelige mandat og igen ved hver omfangsændring.
Type. Anvend nøglen i afsnit 6 på mandatet som godkendt. Registrér rammetypen (første »ja«) og hver type, der er til stede. To kodere uafhængigt af hinanden; registrér enigheden.
Regime. Kod ud fra vurderingens beskrivelse det regime, der faktisk blev anvendt, på fire egenskaber: finansieringsform (fast business case; faseopdelt efter adoption; option med tabsbudget; separat P&L; kontinuerlig), succesmål (levering; adoption; accept; deltagelse; beslutningsresultater), beslutningskadence (gates på levering; gates på læring) og placering af myndighed (procesejer; funktionschef; CEO; bestyrelse). Afbild de fire på det regime i tabel 2, som de ligner mest.
Overensstemmelse. Overensstemmende, hvis rammetypens regime er lig med det anvendte regime; ellers uoverensstemmende, med parret registreret.
Resultat. Kod resultatet på tre variable, der er tilgængelige i de fleste vurderinger: tidsplanafvigelse, omkostningsafvigelse, og om vurderingen bedømmer programmets substantielle mål som nået, delvist nået eller ikke nået. Registrér også, om signaturen i tabel 2 for parret beskrives.
Analyse. Sammenlign resultater mellem overensstemmende og uoverensstemmende programmer, kontrolleret for budgetstørrelse og varighed. Klassifikationen understøttes, hvis uoverensstemmelse forudsiger manglende opnåelse af det substantielle mål ud over, hvad størrelse forudsiger, og hvis de beskrevne fiaskoer i uoverensstemmende programmer svarer til de forudsagte signaturer oftere end tilfældigt.
Bilag B. Typesignaturer i programdokumenter
Bedømmere, der skal klassificere et program ud fra dokumenter snarere end ud fra dets sponsorer, kan bruge følgende signaler; intet af dem er afgørende.
T1. Gevinster udtrykt som håndteringsomkostning pr. optegnelse; omfang udtrykt i mængder af dokumenter eller transaktioner; ingen ændring af nogen beslutning eller interaktion.
T2. Gevinster udtrykt som fuldtidsstillinger og fejlrater; et proceskort »som er« og »som skal være«; en go-live-dato som den centrale milepæl.
T3. Gevinsterne afhænger af, at en procentdel af kunderne bruger en ny kanal; den gamle kanals reduktion forudsættes snarere end planlægges; en lanceringsdato snarere end et adoptionsmål.
T4. Et nyt produkt, en ny pris eller en ny omsætningspost optræder i gevinsterne; forslaget kommer fra en division, hvis eksisterende omsætning det ville reducere; markedet har endnu ikke set tilbuddet.
T5. Tredjeparter optræder som kilder til omsætning eller indhold; et afsnit om »partnerstrategi«; gevinster, der er tæt på nul i de tidlige år og stejle senere; ingen separate regnskaber.
T6. En dataplatform er den vigtigste leverance; gevinster udtrykkes som »bedre beslutninger« uden nogen navngiven beslutning; de mennesker, hvis beslutninger ville ændre sig, er ikke med i styringen.
Bilag C. Matrixen over uoverensstemmelser mellem type og regime
Tabel 5 fuldender tabel 2 ved at give signaturen for hvert par: programmets type i rækkerne og det anvendte regime i kolonnerne. Diagonalen er det overensstemmende tilfælde. Matrixen er artiklens påstand i dens mest efterprøvelige form: hver celle er en forudsigelse om, hvad et uoverensstemmende programs vurdering vil beskrive.
Tabel 5. Fejlsignaturer, når et program af rækkens type styres efter kolonnens regime. Diagonale celler er overensstemmende. »Overforbrug« betyder et afgrænset forehavende finansieret som et uafgrænset; »udsultet« betyder et uafgrænset forehavende finansieret som et afgrænset.
| Type regime | T1 Kapacitet | T2 Business case | T3 Adoption | T4 Option | T5 Platform | T6 Kontinuerlig |
|---|---|---|---|---|---|---|
| T1 | overensstemmende | Overspecificeret; trancher tvunget ind i et projekt med en go-live, der intet betyder | Adoption målt af noget, ingen tager i brug | Overforbrug; et tabsbudget til en afgrænset opgave | Overforbrug; en P&L til et arkiv | Styring af data, ingen endnu bruger |
| T2 | Understyret; ingen gevinstcase; omfanget skrider | overensstemmende | Go-live forsinket i afventning af »adoption«, der ikke er pointen | Overforbrug; strategisk fortælling om en procesændring; troværdighed opbrugt | Overforbrug; partnere søgt til et back office | Ingen afslutning; en procesændring kørt som et stående program |
| T3 | Lancering uden nogen adoptionsplan | Grøn ved lancering, ubrugt; gamle kanaler bevaret; gevinster afskrevet | overensstemmende | Overtestet; en kanal behandlet som usikker, når dens risiko er adoption, ikke accept | Partnere søgt til en kanal, der er virksomhedens egen | Beslutningsmål anvendt på en interaktionsændring |
| T4 | Udsultet; ingen kapacitet til en markedstest | Omfang frosset tidligt; ingen markedstest; kannibalisering bekæmpet i styregruppen; lanceret sent, udvandet | Målt på adoption af et tilbud, markedet måske ikke accepterer på noget adoptionsniveau | overensstemmende | En P&L til et tilbud, der ingen tredjepartsside har | Ejet af en funktion; aldrig en beslutning for virksomheden |
| T5 | Udsultet; bygget som et katalog | Tab læst som overskridelse; subsidie skåret væk; kritisk masse aldrig nået; foldet ind i egen kanal | Deltagelse læst som adoption af virksomhedens egen kanal; den anden side ignoreret | Behandlet som en option på et produkt; den tosidede mekanisme ufinansieret | overensstemmende | Ingen tærskel navngivet; en platform kørt som løbende forbedring |
| T6 | En dataplatform bygget som registrering af optegnelser | Platform leveret; beslutninger uændrede; succes ved go-live, fiasko et år senere | Adoption af et værktøj talt; beslutninger ikke | Overtestet; en beslutningsændring behandlet som et markedsvæddemål | En P&L søgt til en intern kapabilitet | overensstemmende |
Referencer
Bharadwaj, A., El Sawy, O. A., Pavlou, P. A., & Venkatraman, N. (2013). Digital business strategy: Toward a next generation of insights. MIS Quarterly, 37(2), 471–482. https://doi.org/10.25300/MISQ/2013/37:2.3
Brynjolfsson, E., & Hitt, L. M. (2000). Beyond computation: Information technology, organizational transformation and business performance. Journal of Economic Perspectives, 14(4), 23–48. https://doi.org/10.1257/jep.14.4.23
Christensen, C. M. (1997). The innovator’s dilemma: When new technologies cause great firms to fail. Harvard Business School Press.
Davenport, T. H., & Harris, J. G. (2007). Competing on analytics: The new science of winning. Harvard Business School Press.
Dixit, A. K., & Pindyck, R. S. (1994). Investment under uncertainty. Princeton University Press. https://doi.org/10.1515/9781400830176
European Commission (2022). Digital Economy and Society Index (DESI) 2022. Publications Office of the European Union. https://digital-strategy.ec.europa.eu/en/library/digital-economy-and-society-index-desi-2022
Evans, D. S., & Schmalensee, R. (2016). Matchmakers: The new economics of multisided platforms. Harvard Business Review Press. ISBN 978-1-63369-172-8.
Flyvbjerg, B., & Budzier, A. (2011). Why your IT project may be riskier than you think. Harvard Business Review, 89(9), 23–25.
Furr, N., & Shipilov, A. (2019). Digital doesn’t have to be disruptive. Harvard Business Review, 97(4), July–August 2019. https://hbr.org/2019/07/digital-doesnt-have-to-be-disruptive
Hammer, M. (1990). Reengineering work: Don’t automate, obliterate. Harvard Business Review, 68(4), 104–112. https://hbr.org/1990/07/reengineering-work-dont-automate-obliterate
Hess, T., Matt, C., Benlian, A., & Wiesböck, F. (2016). Options for formulating a digital transformation strategy. MIS Quarterly Executive, 15(2), 123–139.
Kane, G. C., Palmer, D., Phillips, A. N., Kiron, D., & Buckley, N. (2015). Strategy, not technology, drives digital transformation. Research report. MIT Sloan Management Review and Deloitte University Press. https://doi.org/10.63383/uzyq6766
Matt, C., Hess, T., & Benlian, A. (2015). Digital transformation strategies. Business & Information Systems Engineering, 57(5), 339–343. https://doi.org/10.1007/s12599-015-0401-5
Parker, G. G., Van Alstyne, M. W., & Choudary, S. P. (2016). Platform revolution: How networked markets are transforming the economy and how to make them work for you. W. W. Norton.
Rochet, J.-C., & Tirole, J. (2003). Platform competition in two-sided markets. Journal of the European Economic Association, 1(4), 990–1029. https://doi.org/10.1162/154247603322493212
Rogers, E. M. (2003). Diffusion of innovations (5th ed.). Free Press.
Tweede Kamer der Staten-Generaal (2014). Naar grip op ICT: Parlementair onderzoek naar ICT-projecten bij de overheid. Eindrapport van de Tijdelijke commissie ICT-projecten bij de overheid (Commissie Elias). Kamerstukken II 2014/15, 33 326, nr. 5. https://zoek.officielebekendmakingen.nl/kst-33326-5.html
Vandermerwe, S., & Rada, J. (1988). Servitization of business: Adding value by adding services. European Management Journal, 6(4), 314–324. https://doi.org/10.1016/0263-2373(88)90033-3
Verhoef, P. C., Broekhuizen, T., Bart, Y., Bhattacharya, A., Dong, J. Q., Fabian, N., & Haenlein, M. (2021). Digital transformation: A multidisciplinary reflection and research agenda. Journal of Business Research, 122, 889–901. https://doi.org/10.1016/j.jbusres.2019.09.022
Vial, G. (2019). Understanding digital transformation: A review and a research agenda. Journal of Strategic Information Systems, 28(2), 118–144. https://doi.org/10.1016/j.jsis.2019.01.003
Westerman, G., Bonnet, D., & McAfee, A. (2014). Leading digital: Turning technology into business transformation. Harvard Business Review Press.
Zuboff, S. (1988). In the age of the smart machine: The future of work and power. Basic Books.
